Sange ud af evigheden

Info – Credits – Tekster

cover main ny2

Info:

Sange ud af evigheden er et indie-album over en 400 år gammel digtsamling, Shakespeares Sonetter.

12 sange der både er en rejse rundt i lyd og udtryk, og ikke mindst i en tidløs verden af poesi. De ældgamle, men stadig aktuelle, digte om ungdom, alderdom, kunst, kultur, naturen, universet og skønhed, jalousi og smerte i både kærligheden og kreativiteten fortolkes af 5 forskellige og personlige stemmer.

Sange ud af evigheden blev opført som en teaterkoncert på Kronborg i 2022 og albummet udkommer d. 15. september 2023 med de selvsamme medvirkende sangere/musikere.

Credits:

Tekst: William Shakespeare

Musik: Tue West

Sangene tager udgangspunkt i oversættelsen af Line Krogh

Medvirkende:

Naja Soulié: Vokal (4,7,11,12), Cello (2, 6, 12)

Jonas Viby Sommer: Vokal (1, 9), Arpeggio og supplerende guitarer, keys, programmering (1, 2, 3, 4, 10,12)

samt på nr. 9 (Kunst i lænker): Trommer, bas, guitar, keys (9)

Emma Fleming: Vokal (2, 6, 10), Kor (3, 4, 7, 10, 11), Fløjt (4)

Claus Funch: Vokal (5, 6, 10), Guitar(Nr. 7), Kor

Tue West: Vokal (2, 3, 6, 8, 12), Trommer, bas, guitarer, klaver, keys, programmering (Alle sange, undtagen 9), Kor (4, 10, 11)

Produktion:

Indspillet i TW Studios og hos JJonas

Nr. 7, 8: Optaget på Hamletscenen (Kronborg) af Søren Holstebro

Nr. 1, 2, 3, 4, 10, 12 : Produceret af Tue West og Jonas Viby Sommer

Nr. 5, 6, 7, 8, 11: Produceret af Tue West

Alle sange, undtagen nr. 9 : Mixet af Tue West

Nr. 9: Produceret og mixet af Jonas Viby Sommer

Master: Tue West

Cover: Emma Fleming

Pladeselskab: United in Flames – Copenhagen

Speciel tak til Lars Romann Engel, Rolf Heim, Sisse Gerd Jørgensen, Linda Klein, Frank Beck, Merete Hussmann, Søren Holstebro og resten af holdet på Kronborg. Samt til familie, venner og publikum.

Teaterkoncerten Sange ud af evigheden blev opført på Hamletscenen – Kronborg d. 8-27 marts 2022.

SUAE Første møde med alle - 1

Tekster:

Af velskabthed (Sonet nr. 1)

Af velskabthed vi ønsker stadig mer´

Så skønhedsrosen derved aldrig døde,

Men moden kunne udgå med manér,

Den spæde arving ville mindet føde.

Men kun dig selv dit øje drages mod,

Dit eget brændstof nærer lysets flamme,

Du udpiner, hvor der er overflod,

Er selv din fjende, gør dig selv til skamme.

For du, som nu er verdens unge pryd,

Bebuderen for forår, frieri,

Begraver i din egen knop din fryd,

Og søde knægt, dér mister den værdi.

Vis verden medynk! Ellers er det fråds

Og spild, hvad verdens er, til gravens gunst.

Var det hans fyldte sejl blæst op af rim (Sonet nr. 86 og 84)

Var det hans fyldte sejl blæst op af rim

Med kurs mod dig som pris, du alt for kære,

Som gravlagde min hjernes digterkim,

Så deres moderskød fik lig at bære?

Drev mon hans ånd, som ånder lærte digtning

Højt over dødelige, mig i nød?

Nej, hverken han eller hans åndeslægtning,

Som bistår ham om natten, blev min død.

For ikke hans og ikke gejstens tale,

Som natligt narrer ham til hans geni,

Kan som sin sejr af min tavshed prale.

Jeg ej af frygt for dem blev sygelig.

Men da jeg i hans vers din fylde fandt,

Så slap mit stof, og mine kræfter svandt.

Hvem siger mest, og hvem kan sige mere

end hyldesten: At du er den, du er?

Og hvilket digterforråd kan levere

blot et eksempel, der har samme værd?

For en forarmet pjalt den digter gælder,

der ikke giver sit motiv lidt glorie.

Men ham, der skriver om dig og fortæller,

at du er dig, forgylder sin historie.

Lad ham af dig udtrække en kopi,

men ikke ændre på naturens værk,

og han vil blive udråbt til geni,

hans kunst vil alle vegne findes stærk.

Dog dine skønne gaver har et men,

din fryd ved ros forskønner ingen pen.

Hvis andre sorger… (Sonet nr. 90)

Så had mig, hvis du vil. Og hvis, så nu,

Hvor verden gerne lægger mig på is,

Bestyrk min onde skæbne, knæk mig, du,

Og sky mig, gentag ikke mit forlis.

Åh! Kom dog ikke, når jeg mestrer sorgen,

For én gang til at give mig den tort.

Giv ikke stormfuld nat en regntung morgen

I stedet for at gøre pinen kort.

Vil du forlade mig, undlad at nøle,

Til mindre sørger sætter deres sår,

Men kom i angreb, så jeg nu kan føle

Fra første færd, hvad skæbnen værst formår.

Hvis andre sorger nu kan føles slemme,

Får tab af dig dem til at føles nemme.

Så længe verden ånder (Sonet nr. 18)

Skal jeg ligne dig med en sommerdag?

Så er du mere levende og blid.

Barsk blæst bestormer knopperne i maj,

Og sommer frister kun med stakket tid.

Nu skinner himlens øje alt for hedt,

Og nu, nu er den gyldne glød for svag,

Og skønhed efter skønhed dør med ét,

Tilfældigt, som naturen ændres.

Men uforandret, evig er din sommer

Og mister ikke skønhed her på jord,

Nej, aldrig du i dødens skygger kommer,

For evigt du i disse linier gror.

Så længe verden ånder, øjne ser,

Så længe lever du i digtet her.

Som bølger ruller ind mod sten på stranden (Fra sonet nr. 59 og 60)

Som bølger ruller ind mod sten på stranden,

Sådan går tid så hastigt mod ophør,

Minutter viger for pladsen for hinanden,

Ét efter ét de slidsomt fremad søge.

Jeg ku i skrifter hvis jeg så tilbage,

et tusind sol omløb som sceneskift,

dit billede i en gammel bog opdage

om dengang tanker først blev sat på skrift.

Tid gennemborer ungdom i sit forår,

stikker ind i pandens herlighed.

Den æder af naturen år for år,

og intet står den ikke tager med.

Og dog mod tiden holder digtet stand,

viser sit værd imod den hårde sandhed

Så hurtigt som du svækkes er du styrket (Sonet nr. 11 og 12)

Så hurtigt, som du svækkes, er du styrket

Af dine egne, som du selv har skabt.

Det friske blod, som du som ung har dyrket,

Er stadig dit, når ungdommen er tabt.

I dette er der skønhed, vækst og viden.

Men modsat: ælde, død og idioti.

Og foretrak man det, ophørte tiden:

Tre snese år, og verden var forbi.

Lad den, naturen har for drift befriet,

Råt og brutalt, forladt forsvinde gold.

For den, hun rigest gav, blev så beriget,

At gaven kan omsættes tusindfold.

Som segl skar hun dig, skrev sin mening i:

”Tryk mer, lad verden eje din kopi”.

Hver gang jeg tæller urets timeslag,

Ser dagens skønhed ind i natten glide,

Ser, at kun kort er vårviolens dag,

Ser sorte krøller blive sølverhvide,

Og ser de stolte stammers nøgne ribber,

Som før gav hyrden læ, når det var hedt,

En sommers grønne bundet op i knipper,

På båre lagt med skægget stridt og hvidt,

Bekymrer jeg mig for din skønne krop,

Når du som tidens affald skal i jord,

Når skønne, smukke blomster giver op

Og dør i samme hast, som andre gror.

Mod tidens le kan intet værne sig,

Byd trods, formér dig, før den fælder dig.

Sender den retur (Sonet nr. 45)

De andre: ild og luften,

De er begge hos dig, hvor jeg så end er.

Først mine tanker, så hvad jeg begærer

Går hastigt hid og did på sendefærd.

Og hver gang rejser de to elementer

med ømme bud til dig om kærlighed,

Mit liv, af fire elementer, med kun to tilbage

Går dødt til bunds i sort ubærlighed.

Men livet lysner og åbner sig

ved hjemkomst af de to ambassadører,

Som lige nu til mig er returneret,

Med bud om, at du lever vel, jeg hører.

Det glæder mig

men glæden er kun kort,

Jeg sender den retur, og alt bli´r sort.

Malm, sten, jord (Sonet nr. 65)

Når malm, sten, jord og bundløst hav gi´r efter

Og værgeløst af død får sin bekomst,

Hvad forsvar har så skønhed mod de kræfter,

Hvis væsens kraft kan lignes med en blomst?

Hvordan skal sommerhonningduft bevares,

Som under dagligt angreb må forgå,

Når faste klipper ikke kan forsvares,

Og stærkest stålport ikke kan bestå?

Åh! Frygtelige tanke! Hvor? Hvorhenne?

Kan tidens under undgå tiden selv?

Hvor er den stærke hånd, der kan afvende,

At den i farten skønhed slår ihjel?

Åh! Intet sted, hvis ikke det mirakel:

I sort blæk her han lyser som en fakkel.

Kunst i lænker (Fra Sonet nr. 66 og 67)

Af dette træt, på dødens fred jeg råber:

At se kun ørken til en tigger født

Og rige klæder hægtet op på tåber

Og renest tro ulykkeligt bortødt

Og ærefuldhed skamløst misplaceret

Og unge hjerter hastigt forført til hor

Og fuldendthed bagtalt og misvurderet

Og styrke af lidt vaklen sat af spor

Og kunst i lænker lagt af embedsvælde

Og kyndighed af kvaksalver belært

Og åben sandhed for for åben gælde

Og god mand lyde mand af mindre værd.

Dødtræt forlod jeg gerne denne scene,

hvis ikke ved min død du blev alene.

Ja, hvorfor leve, nu naturen klager,

Fattig på blod med farven ægte rød?

Tilbage har hun nu kun hans lager,

Og stadig stolt hun lever på hans glød.

Fra himlen ad helvede til (Fra sonet nr 145 og 150)

De læber, kærlighed har skabt,

Fremåndende den lyd: ”Jeg hader”

Til mig, som havde vovet og tabt.

Men da hun så på sår og skader,

Straks hendes hjerte medynk fik,

Blev vred på tungen, ellers sød

kun venlighed var jo dens skik.

Igen at hilse, hun den bød.

”Jeg hader,” gentog hun, som om

Hun var den lyse dag så mild,

Og nat som fjende hurtigt kom

Fra himmelen ad helved til.

”Jeg hader,” lo hun som i leg,

Gav mig nyt liv med ”ikke dig”.

Fra hvilke magter har du den styrke

Med list at få mit hjerte ud af rytme?

Og give løgnen til mit klarsyn

Og sværge dagen uden lysets lygte?

Hvordan kan du så voldsomt vise,

At selv i al din gernings skrald og skår

Er sådan styrke, sådan ekspertise,

At alt din værste skønhed overgår?

”Jeg hader,” gentog hun, som om

Hun var den lyse dag så mild,

Og nat som fjende hurtigt kom

Fra himmelen ad helved til.

”Jeg hader,” lo hun som i leg,

Gav mig nyt liv med ”ikke dig”.

Hvem lærte dig ar få mig til at elske dig mere

Jo mer jeg hører og ser, bare grund til had

Og skønt jeg elsker dér, hvor andre viger,

Skal du da som de andre afsky mit ståsted?

Fik din uværdighed min kærlighed,

Var jeg vel værdig til din elskov med.

Evighed (Sonet nr. 77)

Dit spejl vil vise dig, at tiden tærer,

Soluret, at din dyre tid du mister.

De tomme sider kan dit minde bære,

Og denne bog måske til indsigt frister.

De rynker, spejlet sandhedstro frembærer,

Fortæller dig, du skal i graven ned.

Af soluret, den listetyv du lærer,

At tiden stjæler sig mod evighed.

Men hvad erindringen helst så kasseret,

Betro et tomt papir, og du skal finde,

At sunde børn, din hjerne har kreeret,

Vil skænke dig ny kundskab om dit minde.

En sådan bog, så tit du ser deri,

Beriger dig og øger sin værdi.

I krig mod tiden (Fra sonet nr. 15 og 14)

Jeg ser, at hver en ting, der gror og trives,

Kun er fuldkommen i et kort sekund,

På verdens scene intet varigt gives,

Mens stjernerne har pant i godt og ondt.

Jeg ser, at mennesker gror op som planter

Med tilsyn af den samme stjernehær,

Stolt i sin ungdomstid, på højden skranter,

Og selv sin skønhed ud i glemsel bær´.

Af en så stor ustadighed jeg spår:

Din ungdom er den rigeste af stunder,

Før tiden og forfaldet slås om,

når din ungdomsdag i natten skal gå under.

I krig mod tiden, der kun tæller ned,

Jeg poder nyt i dig af kærlighed.

Jeg ikke viden ned fra stjerner henter!

Selv om jeg kender til astrologi,

Så har jeg dog, om sorg og lykke venter,

Om pest og misvækst ingen profeti.

Og jeg kan ikke spå om nogens held,

Om den og den bli´r taber eller vinder,

I krig mod tiden, der kun tæller ned,

Jeg poder nyt i dig af kærlighed.